European Energy glæder sig over afskaffelsen af EU’s minimumstariffer for kinesiske solpaneler

Med afskaffelsen af minimumstariffen kan Europa se frem til væsentligt billigere solenergi og stor jobvækst i solbranchen.

EU-Kommissionen har besluttet at afskaffe de minimumstariffer på solpaneler, der har været i kraft de seneste fire år. Tarifferne bortfalder den 3. september i år. Som udvikler af store vind- og solprojekter, hilser European Energy afskaffelsen velkommen.

Administrerende direktør Knud Erik Andersen siger:

”Det betyder, at solcelleparker i EU-landene bliver billigere at opføre. Det er gode nyheder for den grønne omstilling i hele Europa, og det vil give stor vækst på alle parameter i branchen. Samtidigt betyder det, at solenergi er billigere end alle fossile energiformer. Det er en meget positiv udvikling for de europæiske skatteydere og de europæiske virksomheder.”

European Energy har været kritisk overfor minimumstarifferne, og forventer væsentlig højere aktivitet i den europæiske solbranche efter tarifferne bortfalder.

”Tidligere var Europa centrum for den globale solbranche. Efter indførslen af
tarifferne er vi faldet til at være en lilleput i global skala. De seneste fire år har Kina og andre lande været de førende, men i de kommende år har vi mulighed for igen at være et interessant sted for solbranchen, både i forhold til nye projekter og arbejdspladser. I European Energy har vi store forventninger til udviklingen, og vi glæder os til at udvikle vores portefølje af projekter i Europa.” siger Knud Erik Andersen.

I 2017 installerede Kina cirka 50 GW ud af et globalt marked på 100 GW, mens EU-landene installerede 5,6 GW. Ifølge Ernst & Young vil afskaffelsen skabe yderligere 40.000 jobs i Europa, altså udover de 80.000, der er i øjeblikket.  


For mere information eller interviews med ledelsen, kontakt venligst kommunikationschef, Joachim Steenstrup. E: jst@europeanenergy.dk, T: +45 51624815

 

 

 

Joachim Steenstrup